Menu

Historie

 

HISTORIE

Skagen Idræt Klubs havnefester var i mange år klubbens økonomiske fundament, men fra 1980 gik det støt tilbage. Festerne havde ikke længere det samme tag i folk, og klubbens økonomi havde fået en alvorligt knæk. 

Der skulle udtænkes nye ideer, og man faldt desværre for fristelsen til at lave nemme og hurtige penge ved koncertarrangementer på stadion. Men ak og ve - skønt store navne var på programmet blev der tale om dundrende underskud.

Igen var ledelsen nødsaget til at gå i tænkeboks og en dag, da Martin Pedersen, Jens Johansen og Helge Klarskov sad i køkkenet på stadion, kom ideen. Hvis Hjørring og Frederikshavn kunne lave cup og tjene penge på det, så kunne Skagen også.

De tre fra køkkenet blev helt tændt af ideen om at tjene penge på et sportsligt arrangement og Jens Johansen og Helge Klarskov foretog sommeren 1985 en "studietur" til Hjørring for at se Dana Cup. Man blev hurtigt enige om at så stor en cup ville man ikke gå igang med. Der skulle satses på kvalitet frem for kvantitet.

I 1986 så Skaw Cup så dagens lys. Den blev en succes. I de første år var der lidt skiftende deltagerantal, men nu har Skaw Cup fundet et stabilt leje med ca. 60 - 70 hold, ikke mindst takket være en god samarbejdspartner i Norge, Kai Heier fra Indre Østfold Reisebyrå A/S.

Endelig havde klubben fundet det økonomiske fundament som man havde savnet så længe.

Med god hjælp fra mange frivillige hjælpere, der hvert år glæder sig over at være med, vil Skaw Cup altid være et godt sportsligt arrangement.